Knægten kan ikke læse. Er han dum, doven – eller bare ordblind?

Når jeg har elever inde til samtale første gang bruger vi ofte lang tid på at tale om, hvad det vil sige at være ordblind. Jeg plejer at forklare det med, at vores hjerner er sådan indrettet, at de emner, den skal arbejde med har hvert deres område inde i hovedet.

Nogle områder tager sig af vilde dyr i Afrika, andre områder lærer tysk. Der er områder for fodbold, og områder til computerspil. Ikke alle områder virker lige godt hos alle mennesker. Jeg har f.eks. et område til tysk, der fungerer rigtig dårligt.

Hvis man er ordblind, så er der problemer i området for ord, bogstaver, lyde og ofte tal. Mange ordblinde har haft lidt besvær med at lære at tale, nogle har været forsinkede i udviklingen af talesproget. Det betyder at sproget ikke er så godt gemt og gennemarbejdet i området for ord, bogstaver, lyde og tal. Og derfor kommer læsning og stavning til at drille i grundskolen.

Fælles for de fleste områder i hjernen er, at øver man sig meget og får lidt hjælp og støtte til det, så bliver de meget, meget bedre til tingene.

Jeg kan med flid og støtte godt blive god til tysk – og du kan godt lære at læse!

Derefter kigger vi på, hvad man har svært ved, hvis området for ord, bogstaver, lyde og tal ikke fungerer så godt. Udover at læse og skrive er der ofte problemer med:

  • Ugedagene
  • Månederne
  • Tabellerne, særligt de store
  • Klokken

Mange ordblinde har også svært at mobilisere ord eller huske ord, og kan have svært ved at få overblik over en tekst. Det er alt sammen helt normalt. Jeg oplever tit, at det er rart for børnene at få en forklaring på hvorfor klokken, 7 og 9 tabellen og ugedagene driller, og hvorfor de ikke altid lige har styr på månederne. En god del af de ordblinde er rigtig gode til matematik, men de kan have svært ved at benævne f. 72 og 91. De ved godt at 72 kommer efter 71 og er 10 mindre end 82, men de har ofte svært at sige tallet.

Der er en vis grad af arvelighed i dysleksi. Det taler vi selvfølgelig om. Og ofte viser det sig, at en eller begge forældre, eller måske bedsteforældre også har haft problemer med at læse og skrive.

Hjernen kan lide at arbejde, og den kan sagtens udvikle de svage områder. Øvelse gør mester og støtte gør tryg!

Ordblinde kan og bør lave det samme som andre elever.

De er derfor afhængige af at blive mødt som dygtige og ikke dumme.

De bedste hilsner med ønsket om en god weekend fra Hanne

Ordblindhed er en krølle på hjernen

……der med en målrettet indsats kan rettes ud.

Nogle tanker omkring ”Sundhedsmagasinet:

Jeg er ikke dum – jeg er ordblind”, (DR1 30. OKT. 2018 KL. 21:55)

I den i øvrigt glimrende udsendelse møder vi den ordblinde Ronja på 12. Hendes og forældrenes forløb i forhold til at få støtte til Ronja er – desværre – typisk. Allerede i 1. klasse er forældrene opmærksomme på Ronjas vanskeligheder, uden at der sker noget ved det. I 3. klasse testes hun ordblind. Men det udløser ikke nogen støtte til Ronja. Først da Ronja, i forbindelse med at familien flytter, skal skifte skole sker der noget. Forældrene gør en indsats for at finde frem til en folkeskole, hvor der er fokus på ordblindhed. Her starter hun så i 6. klasse!!!

I 6. klasse!!!

Halvdelen af grundskoleforløbet er gennemført uden at Ronja har fået hverken den støtte hun har krav på, endsige den støtte hun har behov for.

Jeg bliver forarget, og jeg bliver vred. På Ronjas vegne. Og det gør jeg igen og igen. For Ronjas historie er ikke unik, ikke et særtilfælde. Desværre er den nærmest normen.

Det er fint, at der nu er kommet fokus på Ronjas situation, fint, at hun omsider får støtte. Men helt ærligt hvor meget bedre, gladere og rigere kunne hendes liv have været, hvis der blot var sat ind overfor ordblindheden noget tidligere.

Vi ved, det nytter at en målrettet indsats virker. Vi ved, at der skal fokuseret træning, træning og endnu mere træning til. Overindlæring og computerstøtte.

Som forældre skal vi have forventninger til vores børn; det skal vi også have til de ordblinde børn Og vi skal sørge for at de får den hjælp og støtte, der skal til for at de lykkes! Nu kommer vi til min ”lille forargelse” – i al sin velmenende nydelighed emmer udsendelsens vært, Peter Q. Geisling, venligt: ”Hvor er det synd for dig.

Nej, det er ikke synd! Det er en ekstra udfordring for barnet, men en udfordring, der kan besejres.

Med en kompetent og målrettet indsats kan alle ordblinde børn lære at læse og beherske sproget!

God weekend!

De bedste hilsner fra Hanne

PS. Du kan se udsendelse via linket.

Sundhedsmagasinet: Jeg er ikke dum, jeg er ordblind