Knæk læsekoden!

At knække læsekoden kræver for mange børn masser af tid med læsebøger, mange gentagelser og hjælp fra forældrene.

Når du har et barn, der har svært ved at lære at læse eller måske er ordblind, er problemet ofte, at dit barn ikke er sikker i bogstavernes lyde. Vi ved, at det har en positiv effekt at arbejde med bøger, som består af lydrette ord, som fx. “hus” eller “tulipan”. Måske husker du Søren og Mette bøgerne fra din skoletid, som netop er en læsebog, der er opbygget med lydrette og lydnære ord.

Ordblinde børn og børn i læsevanskeligheder har brug for mange gentagelser og mange læsebøger for “at knække koden”. Det er derfor dejligt, at mange af de store forlag har deres egne serier med lydrette og lydnære læsebøger, som du kan låne på biblioteket og på E-reolen Go.

Børn fortjener bøger, der giver mening!

Børn skal naturligvis mødes med tekster, der giver mening. Det er min erfaring, at det skaber frustration og manglende motivation for børn, når bøgerne ikke er aldersvarende eller indeholder en historie, der ikke giver mening.

Jeg vil særligt anbefale bøger, hvor forfatteren ikke blot har skrevet lydrette tekster, men har skrevet en sammenhængende historie med fantasifulde og detaljerede tegninger som understøtter læsningen ved at fortælle den handling, der ikke kan fortælles med korte ord. På den måde får barnet en historie med handling, der passer til barnets alder. Bøgerne bør naturligvis være skrevet i et læsevenligt layout med gode skrifttyper. Jeg har udvalgt nogle bøger, som du kan let kan låne på E-reolen GO.

Gode lydrette serier til dit barn

  • “Nu er vi to” af Kirsten Ahlburg. Bogen er en del af RAP serien . Det er en sjov lydret serie med ord på max 2 bogstaver.
  • “Sif er en god kat” af Kirsten Ahlburg. Bogen er også en del af RAP serien med ord på 3 bogstaver.
  • “Fie ser en fe” af Marie Duedahl. Bogen er en del af serien LYN 1, som er de letteste i serien.
  • “Ask får en ven” af Marie Duedahl. Bogen har sjove tegninger, og er en del af serien LYN 2.
  • “Mega Kaj” af Marie Duedahl. Mega Kaj er en morsom historie, som handler om Kaj, der spiser for meget mad. Bogen er den sværeste af serien LYN 3.
  • Alle bøgerne er fra Forlaget Straarup og Co.

Derudover har fx. Forlaget Gyldendal udgivet serien “Lydret Dingo”. Specialpædagogisk forlaget har udgivet “Læs Lydret”, som er en lydret serie med tre forskellige sværhedsgrader.

Lær mens du leger!

Børn i læsevanskeligheder har ofte brug for mange gentagelser på mange forskellige måder. Her er ordkort og huskespil en enkel og hyggelig måde at træne læsning og opbygge ordforråd på. Jeg har lavet lydrette huskespil, som jeg bruger som et supplement til fx. gode lydrette læsebøger.

Du kan købe ordkortene og spille dem som huskespil med dit barn. Du finder fx. længere lydrette og lydnære ord i “Huskespillet med flere lydrette og lydnære ord”.

Jeg har også lavet huskespil med fx. “Vilde dyr”, “Grøntsager” og sammensatte ord (morfemer).


 Du finder ordkortene her:
https://ordblindeundervisning.nu/#shop

Jeg håber, du og dit barn får glæde af de fantastiske læsebøger og huskespillene.

Bedste hilsner

Hanne Maigaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *