At læse skolebøgerne med ørerne.

Er det ikke ligegyldigt, hvordan man har lært at lave sovs, bare den smager godt?

Det spørgsmål kunne man også stille sig selv omkring opnåelse af læsefærdigheder. Der er mange veje til målet.

Jeg undrer mig over, hvorfor det skal være så svært for læsesvage elever, og elever der er testet “gule” i ordblindetesten at få adgang til elektroniske bøger, så eleverne har mulighed for at få læst bøgerne højt i skolen.

Da jeg var barn, lyttede jeg til kassettebåndoptageren, mens jeg sad og tegnede.  Min yngste søn lyttede til Harry Potter langt tidligere, end han kunne læse den fantastiske bog.  Jeg lytter til podcasts fra Politiken og lydbøger på Mofibo, når jeg holder ferie eller kører bil. 

Min bedstemor var født i et ledvogterhus udenfor Viborg. Hun fortalte, at hun lærte at læse ved hjælp af Biblen, inden hun kom i skole. I hendes barndomshjem var der ikke mange bøger udover Biblen og avisen, og hun havde derfor en begrænset adgang til viden. Hun har formentligt delvist lært at læse ved, at min oldefar læste Biblen højt for hende samtidig med, at hun læste med.

Den danske kulturhistorie bygger på, at viden i høj grad tilegnes via bøger som læses. Det er formentlig forklaringen på, at mange mennesker fortsat mener, at det er ”snyd” at få læst tekster højt eller lytte til en bog. 

Det er en kultur, historie og tradition som har dybe, danske rødder, og som kan være svær at ændre på. I dag er mulighederne for at tilegne sig viden under stadig udvikling og forandring. Samtidig er kravene til en funktionel læsekompetence stærkt stigende.

At læse skolebøgern med ørerne.
At læse skolebøgerne med ørerne.

Vi har muligheden for at tilegne os viden ved at lytte med ørerne, men vi har måske svært ved at ”give slip” på vores rødder.

I skolen har vi en udfordring, da mange af undervisningsmaterialerne fra forlagene ikke udgives digitalt.

Det giver et problem for en stor gruppe elever, som af forskellige årsager har svært ved at læse de undervisningsmaterialer, som vi forventer, de skal læse på et bestemt klassetrin. Der er således ”et gab” mellem elevens læseniveau, og det niveau eleven mødes med i fagene.

Der er elever i 4 klasse, som i matematiktimen bliver mødt med undervisningsmateriale, som de ikke kan læse. Det kan også være en elev i udskolingen, som har svært ved at læse historiebogen.

Der er mange årsager til, at elever ikke læser på det niveau, som vi forventer på et givent klassetrin:

  • Elever, der er forsinkede i deres læseudvikling og er kommet lidt senere i gang med læsningen, men som indhenter det forsømte i løbet af 4. eller 5. klasse.
  • Eller elever, som på et senere tidspunkt bliver testet ordblinde. 

Uanset årsagen, så sidder der en gruppe elever, som har svært ved at læse de undervisningsmaterialer, vi forventer, de kan læse. Disse børn ville være i en helt anden og meget mere givende situation, hvis teksterne var tilgængelig elektronisk, da de dermed havde mulighed for at lytte sig til dem.

Det er elever, hvor læsevanskeligheder, der ikke er blevet taget hånd om, har bredt sig til alle andre fag.  De elever er på overarbejde hele skoledagen! Hver eneste skoledag – året rundt! Det er nærliggende at konkludere, at den gruppe elever ikke får lært det, vi forventer, bare fordi de ikke kan læse en tekst med øjnene. Disse elever er ikke “dumme” – de er i læsevanskeligheder eller måske ordblinde. Men de i stor risiko for ikke at få tilstrækkelig viden og derved blive “dumme”, og det er vores ansvar. Fordi vi ikke giver dem adgang til at få teksten læst højt.

I dag er rammerne således, at eleven skal være testet ordblind for at være tilmeldt Nota og dermed have adgang til at få teksterne læst højt. Nota er biblioteket, hvor ordblinde kan låne bøger digitalt.

Vi har i mange år haft mulighed for at tilmelde elever til Materialebasen på Skolekom, uden at eleverne var testet ordblinde. Her havde vi en mulighed for at støtte og hjælpe de læsesvage og de “gule” elever. 

Det “smuthul” har vi ikke længere, da Skolekom lukker ved årsskiftet.

Nota har overtaget materialerne fra Materialebasen. Det betyder, at de børn der tidligere fik læst tekster højt fra Materialebasen, mister deres adgang. 

Det er dejligt, at der i øjeblikket er politisk fokus på ordblindhed og børn i læsevanskeligheder. Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler i forbindelse med regeringens udspil, at en stor gruppe elever har brug for at træne deres læsefærdigheder yderligere både i skolen og i fritiden.

Jeg er stor tilhænger af, at børn og unge mennesker bliver dygtigere til at læse, da det er en kulturel færdighed. Børn ser alle andre kan læse, og det giver god livskvalitet at kunne læse og f.eks læse undertekster i biografen.

Det er også væsentligt for mig at slå fast, at ordblinde kan lære at læse og blive dygtigere læsere.  Det handler om en kvalificeret indsats som tager tid – ofte lang tid. 

Det handler derimod ikke om flere og tidligere ordblindetest, som Undervisningsministeriet netop har foreslået i deres udspil. Vi har test nok. Vi ved godt, hvilke elever der ikke læser alderssvarende, og hvilke elever, der er i risiko for ordblindhed, og hvilke elever der læser langsomt. Er vi i tvivl, ved vi også, hvilke andre test, vi skal bruge.

Det handler om at agere på de test, vi allerede har. Agere og ikke lade stå til.

Det handler om at lave en indsats som sikrer, at børnene kan deltage i klassemæssige sammenhænge og samtidig blive dygtigere til at læse.

Her er det væsentligt at huske på:

  • Når det handler om at løse en matematikopgave, handler det om at forstå teksten og løse matematikopgaven ved hjælp af de rette regneregler og formler.
  • Når det drejer sig om at forstå en tekst om f.eks. gletsjere og global opvarmning i geografi, handler det om at tilegne sig fagordene i faget og forstå problemet og deltage i samtalen på klassen.
  • Når der f.eks. skal arbejdes med “Skammerens Datter” i dansk, handler det om at analysere og forstå teksten.
  • Når det derimod handler om at blive dygtigere til at læse eller afkode en tekst, handler det om at vælge en bog af passende sværhedsgrad og modtage kvalificeret undervisning i lang tid. 

Er det ikke ligegyldigt, hvordan børn har læst matematikbogen, når blot de løser opgaven?

Er det ikke ligegyldigt, hvordan børn har læst om gletsjere, når blot de forstår problemet og kan deltage i samtalen?

Og så lige den med sovsen: er det ikke ligegyldigt om mor har lært dig at lave sovs, eller du har læst en opskrift? Bare den smager, som sovser skal smage.

Jeg mener, tiden er moden til, at vi fornyer vores traditioner og historier, og åbner op for at alle elever, har mulighed for at få læst teksterne højt, hvis de i en kortere eller længere periode, har brug for det. Det kunne let løses, hvis alle undervisningsmaterialer var tilgængelig digitalt, eller hvis adgangskravene til Nota blev ændret. 

Lad os give alle elever muligheder for at tilegne sig viden!

Læsevenlige hilsner Hanne Maigaard


Rart at vide om ordblindhed

Nota

Nota er biblioteket for ordblinde. Adgang til Nota kræver, at eleven er testet ordblind. Det kan ske ved, at eleven enten er testet “rød” i den nationale eller testet ved hjælp af fx. Elbros ordlister og Testbatteriet. 

Retskrav på ordblindetest

Forældre har én gang i skoleforløbet fra den 1. marts på 4. klassetrin krav på, at der foretages en ordblindetest af deres barn. Retskravet gælder alene en ordblindetest, idet det er op til den enkelte skole at vælge testen. Retskravet er ikke fulgt op af et retskrav om en særlig målrettet indsats. Her gælder de almindelige regler i folkeskoleloven.

Den nationale ordblindetest

Testen kan benyttes fra 3. klasse og stilles gratis til rådighed af Undervisningsministeriet.

Foruden den nationale ordblindetest findes der en række test. De mest benyttede er:

Ordblinderisikotesten

Testen kan anvendes fra 0.klasse og giver et billede af risikoen for at udvikle ordblindhed, idet den tester, hvorvidt eleven har vanskeligheder med bogstavernes lyde.

DVO-testen

Testen bruges for tidligt i forløbet at blive opmærksom på elever med ordblindevanskeligheder i en klasse, idet testen kan bruges som et screeningsværktøj af alle elever i en klasse.

Elbros ordlister

Ordlisterne er udviklet af den danske læseforsker Carsten Elbro og kan anvendes fra 2. klasse. Ordlisterne suppleres ofte med test som “Testbatteriet”, som tester forskellige områder indenfor sprog og hukommelse, som har stor betydning i forhold til læsevanskeligheder. Derudover bruges ofte standardiserede staveprøver som fx. ST- prøver.

Definition af ordblindhed og dysleksi

Ordblindhed og dysleksi er synonymer og betyder det samme. En af de førende inden for læseområdet i Danmark professor Carsten Elbro skriver følgende: “Ordblindhed, dysleksi, er markante vanskeligheder ved at lære at læse og skrive, som beror på langsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger til sproglyde.” Carsten Elbro skriver videre: ”Ordblindhed skyldes hverken dårlig begavelse, synsvanskeligheder eller problemer med at kende forskel på venstre og højre”. Fra forskning ved vi, at mange ordblinde ved hjælp af en systematisk og struktureret undervisning med tiden kan opnå sikre og gode læsekompetencer. Da ordblindhed er en forstyrrelse i sprogcentret kan ordblinde også have andre sproglige vanskeligheder som langsom benævnelse og ordmobiliseringsvanskeligheder.

Ny bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet. Er vi ved at tabe de gule elever på gulvet?

Foråret og dermed afgangsprøverne nærmer sig. 9 års skolegang skal evalueres. For børn med læse- og skrivevanskeligheder nærmer afslutningen af 9 lange og slidsomme år sig.

Tegningen er lavet af Ivan L. Kristensen, og Ordblindeundervisning.nu har copyright på tegningen.

I min verden er børn med læse- og skrivevanskeligheder de, der testes som gule eller røde ved Ordblindetesten. Er man så ”heldig” at score til rød, så er klistermærket klar: man er ordblind. Med det følger behovet for, at man yder en gedigen arbejdsindsats, der helst skal have den nødvendige støtte og undervisning på særlige vilkår.

Lidt anderledes forholder det sig for ”de gule børn”. Iflg. bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet har disse hidtil været puttet i kategorien ”tilsvarende vanskeligheder”. Det gav dem samme muligheder som ”de røde” for at gøre brug af kvalificerende IT, som IntoWords, AppWriter eller CD ord samt ikke mindst ekstra tid til prøverne. Og dermed kunne de gå til eksamen på særlige vilkår. 

Sådan er det ikke længere!

Undervisningsministeriet har netop udsendt en ny bekendtgørelse. Nu er det kun de elever, der er testet røde – og dermed ordblinde, der må gå til prøve på særlige vilkår. De har nemlig en funktionsnedsættelse. 

De elever der er testet gule, falder ifølge bekendtgørelsen “Prøver på særlige vilkår og fritagelser” ikke i kategorien ordblindhed, og de har dermed ikke en funktionsnedsættelse. De gule elever skal dermed gå til prøve på almindelige vilkår. Det fremgår ikke, hvad det så er, de har!

Helt konkret betyder det, at de elever, som er testet gule, og som skal til afgangsprøverne til sommer ikke må gå til eksamen på særlige vilkår men skal op på almindelige vilkår.

Ordblindetesten deler børnene ind i 3 kategorier

  • Røde, der får prædikatet ordblinde, og altså dermed har en støtteberettiget funktionsnedsættelse. Ordblindhed er en genetisk krølle på hjernen og ofte arvelig
  • Grønne: er gruppen uden problemer.
  • Gule: hvad er der med dem? Ja, de er ikke grønne og problemfrie – og de er heller ikke røde og dermed ikke ordblinde eller har en funktionsnedsættelse. De gule har en usikker fonologisk kodning! Reelt betyder det, at børnene er usikre i bogstavernes lyde – og derfor nok også for langsomme. Man skal dog være meget opmærksom på, at der i den gule gruppe er der en del børn, der reelt er ordblinde. Derfor bør et barn, der tester gult, udredes mere dybdegående. Den nye bekendtgørelse understreger dette behov, for det kan have meget alvorlige konsekvenser for et barn, der reelt er ordblind, at havne i den gule kategori.

Det er dybt bekymrende, at Undervisningsministeriet har valgt at tillægge en forholdsvis kort test så stor værdi. Den elektroniske ordblindetest er kun et øjebliksbillede!

  • Jeg oplever, at elever kan havne i den røde kategori, uden at de nødvendigvis er ordblinde. Det kan skyldes, at der sidder mange elever, som ikke har modtaget tilstrækkelig kvalificeret undervisning i tilstrækkelig lang tid i bogstavernes lyde. Jeg kalder den gruppe elever “pædagogisk ordblinde”.
  • Jeg har set elever havne i den gule kategori og være ordblinde.
  • Jeg møder i min dagligdag elever med samme score og på samme årgang men med vidt forskellige vanskeligheder.
  • Jeg ser gule, som er langt hårdere ramt end nogle røde, fordi også tiden har indflydelsen på testresultatet.
  • Jeg har set elever, som efter en massiv indsats hos mig, i skolen og i hjemmet netop placerer sig på den anden side af grænsen for ordblindhed, hvilket i praksis betyder, at de ikke kan være tilmeldt Nota og kan gå til eksamen på særlige vilkår, medmindre de bliver udredt på anden vis.

Her er det væsentligt at huske på, at det ikke er nogen let opgave for elever med læse- og skrivevanskeligheder at lave f.eks. en stil til afgangsprøven. Det kræver stor viden om sproget, sætningsopbygninger, genrekendskab, viden om læse- og skriveteknologi at mestre at skrive og indtale en tekst.

Med den nye vejledning bliver det ekstremt vigtigt, at de elever, der placerer sig i kategorien gul, bliver udredt på anden vis, idet det kan have afgørende betydning for dem i forhold til afgangsprøverne, idet det ellers beror på en individuel vurdering og skolelederens viden på området, da de skal op til eksamen på almindelige vilkår.

Da ressourcerne på mange skoler er begrænsede, er jeg virkelig bekymret for, at der trods god vilje fra læsevejledernes side, ikke kan findes tilstrækkelig tid til at udrede eleverne yderligere. Det har aldrig været tanken, at den nationale ordblindetest skulle stå alene, men at testen skulle suppleres med en grundigere udredning for at underbygge mistanken om ordblindhed.


Retningslinjerne som fremgår af “Prøver på særlige vilkår og fritagelser”, som gælder for de ordblinde elever (de røde) er kort fortalt således i år:

  • Eleverne må gøre brug af tale til tekst i alle fag undtagen diktaten, hvor de skal bruge et skriveprogram.
  • Eleverne bør have et indgående kendskab til de hjælpemidler, de må anvende til prøven og erfaring i at bruge dem fra dagligdagen.
  • Eleverne har mulighed for forlænget tid i alle fag og pauser.
  • Eleverne må bruge skriveprogrammer som CD ord, IntoWords og AppWriter.
  • Eleverne må bruge søgefunktionen CTRL F til at søgelæse i fx. læseprøven.
  • Det må ikke fremgå af elevens besvarelse, at der er brugt tale til tekst.
  • Der skal stilles et særligt lokale til rådighed, således at ordblinde elever har mulighed for at indtale i et selvstændigt lokale.
  • Vejledningen opfordrer til, at der allerede fra 7. klasse laves en plan for, hvorledes eleven skal gå til prøven.

De gule og grønne elever skal til eksamen på almindelige vilkår. Her foreligger også en vejledning , som er værd at se nærmere på, idet der ved Dansk Skriftlig fremstilling bl.a. står: ” Der må efter skolelederens nærmere anvisninger anvendes programmer anvendt i undervisningen til behandling af tekst og billede. Programmerne kan være med stave- og grammatikkontrol.” Kilde: “Hjælpemidler ved prøver i 9. klasse”, uvm. dk

Knægten kan ikke læse. Er han dum, doven – eller bare ordblind?

Når jeg har elever inde til samtale første gang bruger vi ofte lang tid på at tale om, hvad det vil sige at være ordblind. Jeg plejer at forklare det med, at vores hjerner er sådan indrettet, at de emner, den skal arbejde med har hvert deres område inde i hovedet.

Nogle områder tager sig af vilde dyr i Afrika, andre områder lærer tysk. Der er områder for fodbold, og områder til computerspil. Ikke alle områder virker lige godt hos alle mennesker. Jeg har f.eks. et område til tysk, der fungerer rigtig dårligt.

Hvis man er ordblind, så er der problemer i området for ord, bogstaver, lyde og ofte tal. Mange ordblinde har haft lidt besvær med at lære at tale, nogle har været forsinkede i udviklingen af talesproget. Det betyder at sproget ikke er så godt gemt og gennemarbejdet i området for ord, bogstaver, lyde og tal. Og derfor kommer læsning og stavning til at drille i grundskolen.

Fælles for de fleste områder i hjernen er, at øver man sig meget og får lidt hjælp og støtte til det, så bliver de meget, meget bedre til tingene.

Jeg kan med flid og støtte godt blive god til tysk – og du kan godt lære at læse!

Derefter kigger vi på, hvad man har svært ved, hvis området for ord, bogstaver, lyde og tal ikke fungerer så godt. Udover at læse og skrive er der ofte problemer med:

  • Ugedagene
  • Månederne
  • Tabellerne, særligt de store
  • Klokken

Mange ordblinde har også svært at mobilisere ord eller huske ord, og kan have svært ved at få overblik over en tekst. Det er alt sammen helt normalt. Jeg oplever tit, at det er rart for børnene at få en forklaring på hvorfor klokken, 7 og 9 tabellen og ugedagene driller, og hvorfor de ikke altid lige har styr på månederne. En god del af de ordblinde er rigtig gode til matematik, men de kan have svært ved at benævne f. 72 og 91. De ved godt at 72 kommer efter 71 og er 10 mindre end 82, men de har ofte svært at sige tallet.

Der er en vis grad af arvelighed i dysleksi. Det taler vi selvfølgelig om. Og ofte viser det sig, at en eller begge forældre, eller måske bedsteforældre også har haft problemer med at læse og skrive.

Hjernen kan lide at arbejde, og den kan sagtens udvikle de svage områder. Øvelse gør mester og støtte gør tryg!

Ordblinde kan og bør lave det samme som andre elever.

De er derfor afhængige af at blive mødt som dygtige og ikke dumme.

De bedste hilsner med ønsket om en god weekend fra Hanne

Kampen om den ordblindes håndvåben

Ordblindhed er ikke en livstidsdom med fast ophold på C-holdet. Men det er 10 års hårdt og målrettet arbejde med ord og bogstaver. Ordblinde børn, er børn, der pr. definition er på overarbejde hver dag i grundskolen.

Disse børn har et håndvåben, en hjælper i baglommen, en støtte i snart sagt alle situationer: deres mobiltelefon!

Og nu mødes de i skolen af et ny puritansk forbud mod at bruge deres mobiltelefon!

Forbud mod at bruge mobiltelefoner breder sig som en californisk skovbrand gennem den dansk folkeskole! Nærvær og fokus er hensigten vel, og det er da sikkert fint. Men for en ordblind er det en katastrofe!

Mobilen er et nødvendigt håndvåben, et uundværligt hjælpemiddel, hvis ungerne har været så heldige at lære at bruge mobilen rigtigt!

Og hvad er det så mobilen gør for den ordblinde:

  • Barnet kan indtale dele eller hele tekster direkte i et dokument f.eks via Google drev.
  • Der søges hurtigt oplysninger på nettet.
  • Stavemåder tjekkes – f.eks. via SIRI på iPhone.
  • SIRI kan mange, mange ting, der er relevante for den ordblinde, og hun er hurtig!
  • Barnet kan tage fotos af informationer fra tavlen, tage billeder af dele af opgaver.
  • Der kan indtales til huskelister og beskeder.
  • Så er der apps, der kan læse tekststykker højt.

Og meget, meget mere.

Håndvåben til den ordblinde:  Det er ikke snyd. Det er smart!

Ved at bruge mobilen aktivt sparer det ordblinde barn TID i skolen, hvor det i forvejen er på overarbejde og er bagud på TID i forhold til dets kammerater.

Her er det også vigtigt at pointere, at ordblinde i forskellige grader kan være ramt på deres arbejdshukommelse, og derfor har brug for at kunne tage et hurtigt foto af tavlens informationer.

Ordblinde børn må bruge mobiltelefonen til eksamen, så den skal selvfølgelig også være en del af hverdagen.

Så bundlinjen er: Støt aktivt – frem for passivt at modarbejde et i forvejen hårdtarbejdende barn!

  • Mobiltelefon med apps i skolen
  • Gode PC’ere eller Ipads, der er opdaterede med de nyeste læseprogrammer
  • Ressourcer til målrettet læsetræning – og her halter det voldsomt i mange skoler

De bedste hilsner med ønsket om en god weekend fra Hanne

Kald det, hvad du vil; bare du hjælper barnet!

Berøringsangst præger vores omgang med ord som læsevanskeligheder, dyslektiske vanskeligheder, ordblindelignende vanskeligheder, ordblindhed m. fl.  Men det er ikke interessant, hvad vi kalder det.  Det handler om, hvad vi gør ved det! 

Fordomme omkring ordblindhed og ordblinde trives fortsat: det er enten dumme eller dovne børn, eller dumme og dovne børn. Fordomme, der ikke gør det lettere at være forældre til et barn, der har svært ved at læse og skrive.

Forskningen har vist, at dette billede på ingen måde er sandt.

Vi ved i dag, at ordblinde er normaltbegavede mennesker, der har svært ved at tolke bogstavernes lyde og form.

Tænk blot på vores skatteminister eller statsministeren i Norge.

For de fleste børn er glæden stor, når de lærer at læse. En helt ny verden åbner sig. De får adgang til fantastiske bøger og kan pludselig læse skiltene i Brugsen.

Desværre går det ikke så let for alle børn. En del børn har svært ved at få styr på bogstaverne. Fagfolk kalder det læsevanskeligheder, ordblindelignende vanskeligheder, dyslektiske vanskeligheder, øget risiko for at ordblindhed osv. Alle ord, der dækker over, at indlæring af læsning og stavning ikke forløber som forventet.

Jeg besøgte fornylig en efterskole, hvor jeg talte med en ordblind dreng. Han fortalte om en skolegang med mange demotiverende oplevelser; en skolegang, der burde have været anderledes. Efter mange års kamp blev han endelig erklæret ordblind!

”YES” tænkte han, nu gør skolen endelig noget ved problemet.

Men hjælpen udeblev…

Hver femte elev lærer ikke at læse ordentligt!

Forestil dig en klasse på 20 elever.  De 4 elever vil gå ud af 9 klasse uden at kunne læse ordentligt. Unge mennesker, der kan få svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Unge mennesker, der kan få svært ved at finde og fastholde et job, da hovedparten af alle jobs i dag kræver gode læsefærdigheder. Det er frustrerende for den enkelte, og det er et stort tab for samfundet.

Hvornår udgør læsningen et problem?

Det korte svar er, at hvis eleven har svært ved læse og forstå de bøger, som der læses på klassetrinnet, har eleven et problem.

Her kommer et par eksempler:

  • Hans sidder i slutningen af 2. Klasse. Han har ikke helt styr på alle bogstavernes lyde og former, og læser derfor ikke det samme som klassekammeraterne. For Hans betyder det, at han har svært ved at læse teksten i matematikbogen. Det primære problem er læsning og stavning. Læseproblemet smitter af til de øvrige fag, hvor Hans let kan få svært ved at følge med fagligt. Hans er muligvis ordblind, men det kan først afgøres senere i skoleforløbet.

  • Nanna går i 5 klasse.  Hun har gennem indskolingen haft svært ved at lære at læse. Hun kan læse læsebøgerne i dansk, men det går meget langsomt. I matematik er hun afhængig af, at læreren læser opgaven højt for hende, da hun ellers ikke helt forstår, hvad opgaven går ud på. Hun har svært ved stavereglerne, og hun har ikke styr på vokalskifte og stumme bogstaver. Det betyder, at det tager meget lang tid for Nanna at skrive en tekst i dansk. Nanna er tit træt og har hovedpine. Hun falder udenfor kategorien ordblindhed.
  • Ida er en flittig pige, som går i 7. Klasse.  Ida har altid knoklet for at huske staveordene og læse de bøger, som læreren har sagt, at hun skal læse. Ida kan læse, men læser forholdsvis langsomt. Stavningen volder hende vanskeligheder. Det betyder, at det tager lang tid at skrive en stil. Ida kan læse fagbøgerne i skolen, men det tager længere tid end klassekammeraterne og hun har svært ved at huske indholdet. Ida er netop blevet testet gul i den nye elektroniske ordblindetest.

Fælles for Ida, Nanna og Hans er, at de alle er på overarbejde i skolen. De har alle svært ved at lave de opgaver, som de stilles over for. Læsefolk taler om et ”gab” mellem de 3 elevers faglige niveau og det niveau, deres klassekammerater befinder sig på. Og fælles for dem alle tre er, at en koncentreret og målrettet indsats vil kunne hjælpe dem.

Opgaven er, at lave en indsats, der mindsker ”gabet” for barnet. En indsats, der betyder, at barnet i højere grad kan være med i alle fag.

Det nytter at gøre en indsats!

Vi ved fra forskning herhjemme og i udlandet, at undervisning i læsning og stavning nytter; at en indsats gør en positiv forskel. Det er også veldokumenteret, at en tidlig systematisk indsats er meget effektiv.

De børn, der har svært ved at lære at læse, har i særlig grad brug for en systematisk undervisning i bogstavernes lyde. Børnene har brug for mange gentagelser i bogstavernes lyde.  De har brug for at lære gode angrebsteknikker, når de læser.  På dansk har vi den særlige udfordring, at vokalerne kan skifte lyd. Det gør dansk til et svært sprog at lære. For mange børn kræver sproget en systematisk undervisning med mange gentagelser.

Som forældre er det vigtigt at vide, at børns læse- og staveudvikling foregår i en bestemt udvikling. Det betyder, at det er hensigtsmæssigt, at børn er sikre i lydret læsning og stavning, inden de går videre i deres udvikling.

For en stor gruppe børn går udviklingen let. De får hurtig styr på bogstavernes lyde, og på magisk vis finder de selv ud af, at de danske vokaler kan skifte lyd. Børnene udvikler selv teknikker, så de let kan læse og huske en tekst.

Andre børn tager længere tid om de enkelte trin i udviklingen, og har brug for hjælp for at opnå og fastholde fremgang.

Nogle kommer helt på afveje og finder alternative strategier.

Andre igen forsøger at klare udfordringen ved hjælp af en stærk hukommelse, og endelig er der den gruppe, der gætter sig frem.

Når læsningen kommer på afveje, har eleven brug for hjælp for at komme på rette vej igen.

Der er ingen lette løsninger, når bogstaverne og læsningen driller.

Forskningen på området viser os, at det har en positiv effekt, når ordblinde bliver systematisk undervist og får stillet ”et digitalt penalhus” til rådighed.

Ved at undervise barnet i brugen af IT samtidig med læsning og stavning, kan vi mindske ”det gab”, som barnet befinder sig i.

–       Det giver bedre læring.

–       Det giver gladere børn

–       Det giver lyst til læring.

–       Og vi er straks på vej i en positiv spiral.

Tiden er inde til, at vi i højere grad ser de positive muligheder i, at alle elever, som kan have gavn af at bruge IT helt fra de små klasser, får tilbuddet. Det er ganske let at gøre, idet de fleste elever i dag har adgang til skriveprogrammerne, ligesom mange elever har adgang til en computer og en mobiltelefon.

Der er således alt at vinde, ved at give alle elever muligheden for at bruge IT, når læsningen og bogstaverne slår knuder.  Eleverne skal samtidig undervises systematisk og intensivt i læsning og stavning på baggrund af de forskningsmæssige anbefalinger på området.

Det handler således ikke om, hvad vi vælger at kalde det.

Det handler om, hvad vi vælger at gøre ved det.

Jeg brænder for at gøre skoledagen bedre og livet lettere for børn og unge i skolen, som ønsker mere hjælp til bogstaverne. Det var årsagen til, at jeg startede firmaet Ordblindeundervisning.nu op og tilbyder privatundervisning til  børn og unge.

Rart at vide:

–      Børn som er testet ordblinde har adgang til elektroniske bøger fra Nota.

–       Det er i øjeblikket kun børn som er testet ordblinde, der har mulighed for at gå til eksamen på særlige vilkår og bruge deres skriveprogrammer (1.2.2018).

–       Alle børn har adgang til E-reolen, som er bibliotekernes elektroniske bibliotek.  Mange bøger findes elektronisk hos f.eks. forlaget Gyldendal.

–      Som forældre kan du én gang i barnets skoletid anmode at få dit barn testet for ordblindhed fra slutningen af 4. Klasse.