16 gode apps til dit barn

Leder du efter apps til dit barn?

I samarbejde med med Katja Heuser fra Ord på vej på Frederiksberg har jeg  lavet et bud på 16 gode læse- og staveapps til dit barn.

Nyhedsbrev 4/2018

Læse- og staveapps kan være velegnede til børn, som har brug for mere træning i at lære at læse og stave. De er gode som et supplement til undervisningen, men kan ikke stå alene.  Gode apps skaber variation og mulighed for gentagelser. De er velegnede til børn som har brug for ekstra træning, og børn som skal lære at læse og stave.

En del af de børn jeg underviser arbejder med apps derhjemme. Nogle børn har også mulighed for at bruge dem i skolen. For børn i indskolingen er en Ipad særlig fantastisk. Det skyldes, at eleverne både kan arbejde med skriveprogrammet IntoWords og fx. Bookcreator på Ipaden. På den måde har de bedre mulighed for at deltage i skolen, når de fx skal skrive eller læse.  Ipad’en gør det samtidig let at lytte til en bog på E-reolen eller Nota.

Jeg har lavet en liste med 16 gode læse og staveapps. Det er apps som jeg finder særligt velegnede til elever som et supplement til læse- og staveundervisningen i indskolingen og på mellemtrinnet.

Jeg vil særligt fremhæve den nyere app Ordheltene. App’en henvender sig til ordblinde og læsesvage børn på mellemtrinnet, som et supplement til undervisningen.

Ordheltene

Ordheltene henvender sig til børn som har svært ved at lære at læse eller er ordblinde i 3. – 5. klasse.  App’en har et fantastisk layout,  en god opbygning og fungerer rigtig godt som et ekstra supplement til undervisningen af læsesvage eller ordblinde børn. Jeg er meget begejstret for app’en, fordi børnene har mulighed for at arbejde videre med de læsestrategier, som jeg har undervist dem i derhjemme.

Ordhelten “Vokaldetektiven” er jeg særlig glad for, da netop vokalerne på dansk er ganske svære. App’en er opbygget omkring et levende univers, som børnene lever sig ind i.

Det er min oplevelse, at børnene har stor glæde af app’en, når de er blevet introduceret til, hvordan den virker, og hvordan de arbejder med den.

Har du et barn, der har været på VAKS kursus eller et særligt tilrettelagt forløb i skolen, er app’en særlig velegnet.

Knæk læsekoden

I knæk læsekoden kan børn arbejde med det mest centrale, når de skal lære at læse. Hvis du har et barn, som netop er begyndt at lære bogstavernes lyde, er app’en helt perfekt.  Der kan vælges mellem 3 forskellige niveauer. Barnet arbejder med, hvordan bogstavernes lyde bliver til ord. Børnene skal skrive bogstaverne med fingrene på skærmen, hvilket giver dem en god fornemmelse for bogstavernes form.

Den første læsning

Mange børn kender bogen “Den første læsning” fra skolen. En del børn har også arbejdet med det digitale materiale i tilknytning til bogen. For de børn som ikke kender både læsebogen og app’en, kan de begge varmt anbefales. Der kræves et UNI-Login for at få adgang til “Den første læsning”.

Børn kan fint arbejde med app’en, uden at have læst læsebogen. Hvis du har et barn som har brug for at træne stavning, læsning og tekstforståelse, er der meget god træning i appen. Der er udkommet 3 apps i serien, som på det varmeste kan anbefales til alle børn, der skal lære at læse.

Læseguld

Læseguld er effektiv træning til børn, som skal lære at læse.  Hvis du har et barn, der har brug for meget træning og mange gentagelser, er app’en velegnet.  Der arbejdes med at sætte bogstavlydene sammen til rigtige ord ved hjælp af rimord, ordbilleder og bogstavernes lyde.

Der gives belønninger undervejs. Det er min oplevelse, at det har en  en positiv effekt på mange børn.

Læseguld kan købes i to sværhedsgrader.

Læseguld” er den letteste.  “Læseguld 2 “er lidt sværere.

Tim og Trine

Tim og Trine er meget fin serie til børn, som skal lære at læse. Her kan dit barn både lytte og læse historierne.  Der kan skrives små sætninger ved, at børnene “trækker ordene” på plads. Serien er smukt illustreret.  Der er en fin sammenhæng mellem teksten og billederne.

Børnene kan arbejde i 3 forskellige sværhedsgrader.  Der er tale om meget gennemarbejdede apps, hvor barnet både kan læse og skrive. Jeg er særlig begejstret for, at børnene også kan vælge at indtale sætninger ved hjælp af deres Ipad.

Der er udgivet : “Lær at læse med Tim og Trine”, “Tim og Trine”, “Tim og Trine på tur”  og “Tim og Trine i dårligt humør”.

Læs med dyr

“Henning Hamster”, “Karlo Kat” og “Rikke Rotte” er en skøn serie udgivet af Madam Bach, som også står bag serien om Tim og Trine.

En skøn serie med skønne talebobler og skønne stemmer, som passer til dyrene. Her kan dit barn  arbejde både med at læse og stave.

Serien er både lærerig og fanger børnenes opmærksomhed. Alle tre apps kan på det varmeste kan anbefales.

Lydret Dingo

Lydret Dingo er letlæsningsbøger som henvender sig til begynderlæseren. Serien er også fantastisk til de børn, som har brug for mere træning i at lære at læse. Ordene i lydret dingo er nøje udvalgte med mange gentagelser og små korte ord.

Illustrationerne er både søde og sjove og understøtter den enkle historie.

Barnet kan få læst historien højt, samtidig med at ordene i historien markeres. Historien kan også læses for sig selv, og barnet kan få hjælp til de ord, som er svære.

En let og populær lydret serie, som har det plus, at dit barn både kan få læst teksten højt og læse bogen selv.

Mikro Dingo

Mikro Dingo er en populær serie til børnene, som har fået styr på den lydrette læsning. Billederne er smukke og fantasifulde og støtter barnet i læsningen.

Barnet får god hjælp til at læse.  Historien kan blive læst højt. Det er også muligt at få enkelte ord læst højt.

Historierne er meningsfulde og sjove, hvilket giver øget lyst til læring. Bøgerne henvender sig både til piger og drenge.

Fingernemt

Fingernemt er et supplement til bøgerne Fingernemt. Har du et indskolingsbarn, som har glæde at tappe bogstavernes lyde med fingrene “fingertapning” og har brug for mere træning, er app’en en god mulighed.  Børnene kan fint arbejde med app’en derhjemme, når de har lært teknikken.

Apps er fantastiske til børn som et godt supplement til undervisningen